Konkurs afværget – 50 arbejdspladser reddet
Familievirksomheden Inventa A/S, der blandt andet sælger inventar til butikker, er reddet fra konkurs.
50 arbejdspladser på fabrikken i Spøttrup er dermed sikret.
- Efter en meget kort tid under kurators ledelse, er det lykkedes at lave en aftale med selskabets kreditgivere, der alle har været meget positive i bestræbelserne på at sikre virksomhedens fortsatte virke, oplyser medejer og direktør Morten Kristensen i en pressemeddelelse.
Virksomheden har fået et betydeligt kapitalindskud, der sammen med nye aftaler skal sikre den finansielle stabilitet i virksomheden.
Hovedaktionærer er brødrene Jesper Kristensen og Morten Kristensen. Virksomheden har været i familiens eje i fire generationer.
Vil fasthodle dansk produktion
Inventa er en af Danmarks store leverandører af inventar til butikker og erhverv, som produceres fra egen fabrik i Spøttrup nær Skive. Firmaet har 50 ansatte.
- Aktiviteterne vil også fremadrettet have fokus på de større detailkæder, men virksomheden leverer også andre kundetilpassede specialløsninger, hvor den håndværksmæssige kvalitet er i højsædet, fortæller Morten Kristensen.
- Medarbejderskaren er vigtigt for virksomhedens drift og vækstmuligheder. Vi vil fastholde Inventa A/S som en dansk produktionsvirksomhed med fokus på et bæredygtigt fundament, slutter diektøren.
Vigende salg bag konkursen
Inventa A/S blev taget under konkursbehandling af Skifteretten i Viborg den 30. september i år efter begæring modtaget den 27. september.
Læs mere: Inventarproducent konkurs
I den forbindelse fortalte kurator i sagen, Birgitte Jørgensen fra Dahl Advokater, konkursen hang sammen med et halvt år med vigende salg og omsætning.
I 2018 havde Inventa et underskud efter skat på 3,8 mio. kr.